Navngivning af Møns nye stenrev

Gennem det seneste århundrede er der opfisket store mængder sten fra de danske kystområder til brug i byggeri og anlæg. Det har betydet, at mange naturlige stenrev er forsvundet – og med dem vigtige levesteder for blandt andet tang, fisk, muslinger og smådyr. Derfor har Vordingborg Kommune, som en del af det internationale samarbejdsprojekt 'Supported by Nature', igangsat etableringen af et stenrev ud for Fanefjord Skov på Møns sydkyst.

Første etape af Møns nye stenrev er nu afsluttet, og revet begynder allerede at skabe nye levesteder under havets overflade til fordel for områdets natur og biodiversitet.

Hvad skal Møns nye stenrev hedde?

Det kan du være med til at bestemme! Når vi giver revet et navn, skaber vi en fortælling, der binder natur, kultur og havliv sammen.

Frivillige og fagfolk har lagt deres ideer på bordet – nu er det op til dig at bestemme hvilket navn, der skal kendetegne Møns nye stenrev.

Se navneforslagne her og afgiv din stemme senest 5. oktober 2025.

Afstemningen er afsluttet - vi takker for den store interesse. Vi optæller nu stemmerne og navnet offentliggøres snarest her på siden.

Valgmulighed nr. 1

Ymperevet

I løbet af 1800-tallet blev skoven langs kysten fornyet: man ympede – et gammelt ord for at pode – og en del af Fanefjordskoven også i dag går under navnet Ympehaven. Senere styrtede en del af skråningerne ud i havet som følge af det omfattende stenfiskeri i begyndelsen af 1900-tallet. Navnet binder den nye natur under havet sammen med den gamle kulturhistorie på land.

Valgmulighed nr. 2

Hvalrevene

Set oppefra ligner det nyetablerede stenrev en flok hvaler, der glider gennem vandet. Navnet giver associationer til det liv, vi håber at se mere af i havet – store og små dyr, der finder føde og skjul på revet. Bl.a. marsvin, som er en lille hvalart, hvis bestand er truet i Østersøen.

Valgmulighed nr. 3

Slotsrevet

Inde på kysten ligger det lille skovstykke Slotshaven, som engang hørte til Elmelunde Slot på Østmøn. Slotshavens høje bøgetræer var engang fredede sømærker, og navnet trækker en linje fra land til hav og skaber en forbindelse mellem land og vand.

Valgmulighed nr. 4

Mads Rev

Revet ligger ud for Mads Klint, et sted som mange lystfiskere kender for det gode havørredfiskeri – og hornfisk om foråret. Med navnet “Mads Rev” knyttes den nye undervandsnatur til et allerede kendt mærke langs kysten, hvor både natur og friluftsliv mødes.

Mads Klint ved Fanefjord Skov på Møn
Luftfoto af nyt stenrev