Nat i Naturen - Mørkefestival

Fællesspisning, bål, stjernekig, Klinteskovens natsommerfugle, sejltur, fællessang, storytelling og aftenåbent i GeoCenter Møns Klint og Café Møns Klint

Oplev mørkets magi i en Dark Sky Park

Lørdag den 6. september 2025 inviterer Dark Sky Møn og GeoCenter Møns Klint til en aften fyldt med naturoplevelser i mørket. Oplev den særlige stemning, når natten falder på over Møns Klint – et af Danmarks mørkeste steder.

Arrangementet er åbent for alle – uanset alder og erfaring med naturoplevelser. Kom alene, med venner eller familien og oplev en magisk aften under stjernerne.

Tag med ud i mørket til en magisk nat i naturen!

Aktiviteter i mørket

Kl. 18:00

FÆLLESSPISNING

Kom og vær med til hyggelig fællesspisning med grillbuffet, hvor saftige bøffer og pølser fra Klintholm Gods’ Hereford-køer serveres direkte fra grillen. Køerne bidrager til biodiversiteten på Høje Møn – du bidrager med godt selskab. Musikken leveres af Jonas Wegner Duo.

Tilmelding: Mail til lpn@moensklint.dk  senest 3. september.
Pris: Voksne 150 kr. / Børn (til og med 10 år) 75 kr. (ekskl. drikkevarer)
Pladserne er begrænsede – først til mølle!

Kl. 17:00-22:00

GEOCENTER MØNS KLINT

Aften-åbent til halv pris

GeoCenter Møns Klint holder ekstra åbent helt til kl. 22.00. Kom og oplev udstillingerne i aftenstemning  eller se film om universet 'Hidden Universe'.

Få adgang til halv pris efter kl. 17:00.

Café Møns Klint aftenåbent kl. 17:00-20:00.

Kl. 20:30-22:00

NATSOMMERFUGLE

Naturguide Møn

Vi lokker Klinteskovens natsommerfugle til os. Sammen kigger vi på de smukke dyr. fx arten Sattelitugle. Vi bliver klogere på deres liv og hvordan vi selv kan lokke og kigge på natsommerfugle i vores egen have.

Kl. 20:00

MAGISK MØRKEVANDRING

Tag med på tusmørkevandring, hvor vi lytter efter natuglens kalden, spejder efter flagermus i skumringen og hører om deres liv i mørket.

Vi mødes ved hovedindgangen, hvorefter turen går ud i mørkets landskab.

Kl. 18:00-22:00

SEJLTUR I MØRKET

Kom med på sejltur i mørket med den erfarne Kaptajn Ole, som undervejs vil fortælle om fortidens myter og stjernehimlens skønhed.

Afgang hver 1/2 time fra stranden ved foden af Maglevandstrappen.

(Begrænset plads. Gennemføres kun ved godt vejr.)

Kl. 18:00-22:00

BÅLHYGGE, STJERNEKIGGERI OG FÆLLESSANG

Mød bla. Lena Bjørn Jensen, Peter Scavenius og Morten Pihl

Nyd mørkets fællesskab i varmen fra bålet med fællessang eller oplev stjernerne tæt på med stjernekikkert.