Hvad er et stenrev?
Et stenrev er et område på havbunden, hvor større sten ligger samlet. Stenene er så tunge, at de ikke flyttes af bølger og strøm, og de danner en varieret struktur med sprækker og hulrum.
Stenrevets hulrum fungerer som skjulesteder for fisk og sikrer bedre overlevelsesmuligheder for småfisk og yngel. På den måde kan stenrev bidrage til at styrke fiskebestande – herunder torsk, som i Østersøen er i kraftig tilbagegang.
Stenene udgør samtidig en fast overflade, hvor tang (makroalger) og muslinger kan fæstne sig. Muslinger er føde for blandt andet dykænder, mens fiskene omkring stenrevene er en vigtig fødekilde for marsvin – en art, der ligeledes er truet i Østersøen.
Mange af de naturlige stenrev i danske farvande er gennem tiden blevet fjernet eller stærkt reduceret, hvilket har medført betydelige tab af levesteder på havbunden. Derfor arbejder man i dag med at genetablere stenrev for at genskabe den tabte natur og styrke biodiversiteten.
En vigtig sidegevinst er, at stenrev kan bryde bølgerne på havbunden og dermed bidrage til at reducere kysterosion.
Hvorfor er stenrev vigtige?
Stenrev er havets oaser, og de er blandt de mest produktive og artsrige miljøer, fordi de:
Stenrevet Mads Rev som læringssted
Mads Rev er et marint læringssted, hvor man kan komme tæt på livet under havets overflade. Det er tilladt at snorkle og dykke ved revet, hvilket giver mulighed for at opleve hvordan blæretang, blåmuslinger, fisk og andre marine arter gradvist indtager revet og skaber et levende økosystem.
Fakta om Mads Rev
Det genetablerede stenrev, Mads Rev, består af ca. 12.000 ton natursten, fordelt på 27 mindre stenbunker, der er udlagt ca. 400-600 meter fra kysten fordelt over et område på 500 x 500 meter.
Hver stenbunke er op til 50 meter lang og er opbygget af natursten i forskellige størrelser og lag, og udgør et huledannende rev med huler og sprækker og skaber et stabilt og varieret revmiljø.
I alt har Vordingborg Kommune tilladelse til at udlægge 25.000 m³ sten, hvoraf der i 2025 var projektmidler til lidt over 7.000 m³.

Monitorering af stenrevet
For at følge udviklingen på Mads Rev og dokumentere, hvordan økosystemet etablerer sig, gennemføres en løbende monitorering - hvilke dyr og planter indfinder sig?
Første monitorering fandt sted i efteråret 2025 - kort tid efter revets etablering; og allerede da blev der observeret små buskede rødalger og flere fiskearter som torsk og fladfisk. Til monitoreringen er udvalgt i to af revets stenbunker – én tæt på kysten og én længere ude i området – så betydningen af blandt andet dybde og lysforhold kan følges over tid. Ved hjælp af undervandsfotos og video indsamlet af frivillige lokale dykkere samt optagelser fra undervandsdrone registreres udviklingen i bundforhold, algevækst og dyreliv.
Materialet analyseres af forskere fra Aarhus Universitet med et AI-baseret værktøj, suppleret af biologer fra Danmarks Naturfredningsforening og Vordingborg Kommune. Undersøgelserne gennemføres to gange årligt og fortsætter over en årrække, da det kan tage 10 år eller længere, før et stenrev udvikler sig til et stabilt økosystem.
At følge udviklingen i et naturområde under havets overflade på dybt vand kræver både viden, udstyr og engagement og monitoreringen af Mads Rev beror på et værdifuldt samarbejde mellem kommune, frivillige og faglige samarbejdspartnere.
Vil du være frivillig dykker?
Kontakt Møns Sportsdykkerklub for at høre mere om at blive en del af den frivillige indsats omkring monitorering af Mads Rev.
Forundersøgelsen bag stenrevet Mads Rev
Placeringen af stenrevet Mads Rev syd for Fanefjord Skov på Møn bygger på et grundigt forundersøgelsesarbejde, hvor forskere, frivillige og myndigheder har samarbejdet om at finde det sted, hvor et stenrev kan gøre størst mulig gavn for naturen.
Analyser gennemført af Aarhus Universitet har undersøgt bundforhold, sedimenter, vanddybde, strømforhold og historisk stenfiskeri i området. Resultaterne viser, at havbunden består af en stabil bund af ler og grus med spredte sten. Det er forhold, der gør området velegnet til etablering af et stenrev, som kan danne levesteder for tang, muslinger, fisk og andre marine arter. Samtidig dokumenterer historiske data, at der tidligere er opfisket mange sten i området, hvilket har reduceret de naturlige levesteder i havet.
Lokale frivillige fra Møn Sportsdykkerklub har været en uundværlig hjælp i forundersøgelsesarbejdet. Dykkerne har udlagt transekter og taget billeder af bundens sammensætning, som efterfølgende er blevet analyseret ved hjælp af digitale analyseværktøjer af forskere. Danmarks Naturfredningsforenings Lokalafdeling i Vordingborg har suppleret undersøgelserne med optagelser fra en undervandsdrone (ROV), der har givet et samlet billede af forholdene på havbunden.
Forundersøgelsen viser, at området har særligt gode naturforhold for etablering af et stenrev, som på sigt kan styrke biodiversiteten og bidrage til at genoprette tabte levesteder i havet. Samtidig giver placeringen gode muligheder for at bruge stenrevet som platform for formidling om havnatur og livet under overfladen.
Samarbejde
Udvikling og genetablering af stenrev i Vordingborg Kommune sker i et tæt og praksisnært samarbejde med lokale frivillige foreninger og Aarhus Universitet. Hver partner bidrager med unik viden, erfaring og kompetencer, som tilsammen styrker projektets kvalitet og forankring.
-
Foreningen Møn Stenrev
-
Aarhus Universitet, Institute for Eco Sience.
-
Danmarks Naturfredningsforening, lokalafdeling Vordingborg
-
Møn Sportsdykkerklub
-
Møn Sportsfiskerforening
-
Fonden Baltic Blue
