- udfordringer og muligheder ved marin naturgenopretning
Kom og mød professor Peter A.U. Stæhr, som sit oplæg vil give et overblik over tilstanden i vores kystnære havmiljø og de menneskelige presfaktorer, der truer biodiversiteten – som eutrofiering, fiskeri, invasive arter og klimaændringer. Gennem konkrete eksempler viser han, hvordan vi i praksis kombinerer aktiv og passiv naturgenopretning for at styrke et presset havmiljø, og deler erfaringer og overvejelser om, hvordan vi bedst kan genoprette funktionelle og robuste økosystemer i de danske kystvande.
For trods mange års indsatser er udviklingen i vores marine økosystemer gået den forkerte vej. Vi ser kollaps i fiskebestande, stigende iltsvind, tab af havgræsarealer og opblomstring af alger og vandmænd. Det står klart, at de hidtidige tilgange til at håndtere pres som eutrofiering, overfiskeri og klimaforandringer ikke har været tilstrækkelige – hverken i danske eller europæiske farvande.
Med EU’s naturgenopretningslov og etableringen af Danmarks Havnaturfond er der nu sat nye, ambitiøse mål for genopretning af marine økosystemer. Samtidig investeres milliarder i udtagning af landbrugsjord for at forbedre vandmiljøet og mindske næringsstofbelastningen af havet. Det er lovende tiltag – men de rejser også vigtige spørgsmål:
Hvordan griber vi genopretningen an? Hvilke levesteder og arter skal vi prioritere? Hvad vil vi egentlig opnå? Og hvordan dokumenterer vi, at vi lykkes?
Efter 20 års arbejde med marin naturgenopretning i Danmark står det klart, at vellykket restaurering kræver mere end gode intentioner. Det kræver klare mål, solid viden og en strategisk tilgang til både metoder, datahåndtering og prioritering af indsatserne.