Kunst som naturformidling
Lørdag den 17. maj summede marken ved Askeby på Vestmøn af liv, latter og kreativitet, da KUNA – Kunst & Natur Festival for Børn – løb af stablen for allerførste gang. Godt 100 børn og deres familier lagde vejen forbi festivalpladsen i løbet af dagen og deltog i workshops, oplevelser og sanselige møder med både kunst og natur.
KUNA 2025 var en festivaldag hvor kunst og natur smeltede sammen og skabte en ramme for leg, fordybelse og fællesskab. Gennem fantasifulde værksteder, levende fortællinger og sanselige oplevelser blev børn og voksne inviteret til at gå på opdagelse i både omgivelserne og deres egen skaberkraft. Her følger et glimt af en dag fyldt med kreativitet, nærvær og nysgerrighed.




