Nyt læringsskilt om stenrev og fiskebørnehaver i Klintholm Havn

Publiceret 15-09-2026

Kom med, når et nyt læringsskilt om stenrev og fiskebørnehaver afsløres i Klintholm Havn lørdag den 3. oktober. Som en del af fejringen kan du møde tegner og biolog Brian Dall Schyth, som er kunstneren bag skiltet, og deltage i en tegneworkshop. Du kan også møde de lokale ildsjæle, der arbejder for at få livet tilbage til havet.

Tegner Brian Dall Schyt

En fejring af livet tilbage til havet

Lørdag den 3. oktober inviteres hele familien til en dag i Klintholm Havn, hvor et nyt læringsskilt om stenrev og fiskebørnehaver bliver afsløret.

Skiltet markerer kulminationen på EU-projektet Supported by Nature, hvor Møn UNESCO Biosfære har arbejdet med naturbaserede løsninger for havmiljøet. I Klintholm Havn er der etableret fiskebørnehaver – også kaldet biohuts – under bådebroerne, mens et stenrev, Mads Rev, er blevet genetableret ud for Møns sydkyst.

Et læringssted

Det nye, store læringsskilt er håndtegnet af biolog og tegner Brian Dall Schyth og fortæller om, hvorfor stenrev og fiskebørnehaver er vigtige for livet og biodiversiteten i havet.

Klintholm Havn skal nemlig fungere som et læringssted for livet i havet, hvor man kan komme tæt på fiskebørnehaverne og blive klogere på naturbaserede løsninger for havets biodiversitet.

Aktiviteter for hele familien

Vi fejrer det nye skilt med taler, bobler og masser af liv på havnen. Mød de lokale ildsjæle, der arbejder for at få livet tilbage til havet, og hør mere om arbejdet med fiskebørnehaverne og Mads Rev.

Biolog og tegner Brian Dall Schyth står klar til en tegneworkshop, hvor du kan tegne livet under havoverfladen sammen med ham og blive klogere på de dyr og planter, der lever i havet.

Der bliver desuden mulighed for at gå på opdagelse i en fiskebørnehave og være med til at tælle og artsbestemme de smådyr, der lever her. Med fiskenet, vandkikkerter og lupper kan du udforske livet under overfladen.

Du kan også se små film, som de frivillige dykkere har optaget fra Mads Rev, og få et indblik i det liv, der allerede er rykket ind på det nye rev.

3. oktober 2026

Kl. 10.30–13.15
 

Klintholm Havn

 
Det er gratis
– og hele familien er inviteret!

Program

 
10.30-11.00   Afsløring af læringsskiltet med taler og bobler
                       på havnefronten 
11.15-13.15   Tegneworkshop og aktiviteter
                       i lokalerne i Marina Park 
                       og på bådebroen ved fiskebørnehaver og læringsskilt

Supported by Nature

Supported by Nature er et internationalt EUInterreg-projekt, der skal fremme brugen af naturbaserede løsninger i Østersøområdet. Projektet løber fra 2023 til 2026 og er et samarbejde mellem UNESCO-biosfæreområder fra seks lande omkring Østersøen.

Projektets overordnede formål er at øge forståelsen af naturbaserede løsninger og deres bidrag til at forbedre miljøforholdene i Østersøen. Det omfatter to centrale metoder: læring gennem praksis hvor der etableres naturbaserede læringssteder gennem samarbejdsbaserede tilgange, og læring gennem erfaring hvor forståelsen af naturbaserede løsninger øges gennem praktiske aktiviteter på læringsstederne.

Udviklingen af læringsstederne sker i tæt samspil med lokale interessenter, som inddrages aktivt i både planlægning og gennemførelse. Når læringsstederne står klar, vil de danne ramme om aktiviteter og formidling, der skal styrke den lokale forståelse for, hvordan naturen selv kan være en del af løsningen på miljø- og klimamæssige udfordringer.

Se mere om projektet her.

Supported by Nature logo