Ny mulepose fejrer den Sortplettede Blåfugl

Publiceret 28-06-2024

I den kommende måned lancerer designer Laura Baruël i samarbejde med Møn UNESCO Biosfære den nye biosfære-mulepose. Muleposen er en hyldest til den Sortplettede Blåfugl, en sjælden sommerfugl der har så unik en livscyklus, at den kun findes på Østmøn.

Laura Baruël med den nye mulepose - foto: Sigurd Bo Bojesen

Den nye mulepose, som lanceres i løbet af juli måned, er designet af tekstildesigner og ambassadør for Møn UNESCO Biosfære Laura Barüel. Den er udført med aftryk af planter og insekter indsamlet i biosfæreområdets natur - og faktisk er indsamlingen af planterne også et samarbejde med en biosfæreambassadør, nemlig Lars J. Larsen fra Middelalderhaven.

Aftrykket er designet til at illustrere fortællingen om den Sortplettede Blåfugls unikke og komplicerede livscyklus. Laura mener nemlig, at det er vigtigt at kende til at det findes, for at vi forstår at passe på det, og hun håber at muleposens design kan give anledning til at flere bliver nysgerrige på mange af de ofte usynlige, men livsnødvendige processer, som insekterne orkestrerer.

Sortplettet Blåfugl

Danmarks mest kræsne sommerfugl

Den Sortplettede Blåfugl er ekstremt kræsen med sit valg af levested i kraft af dens unikke livscyklus. Hunsommerfuglen lægger kun æg på Timian eller Merian og larven lever de første uger kun af denne plantes skud. Herefter er den afhængig af, at blive fundet af en anden særlig art - nemlig en Rød Stikmyre. Myren tager larven med tilbage til myretuen, hvor de lever i en symbiose i næsten et år inden den forpupper sig. I juli måned kravler den færdige Sortplettet Blåfugl ud af myretuen hvor den sværmer, parrer sig, lægger æg og dør, og cyklussen starter forfra for næste generation af Sortplettede Blåfugle.

Vi skal beskytte vores sårbare natur

“Fortællingen om den Sortplettede Blåfugl er et smukt billedede på de utrolige symbiotiske relationer, som livet er baseret på” siger Laura Baruël. “Ligesom vi slet ikke kan trække vejret uden planternes fotosyntese, så er den Sortplettede Blåfugl helt afhængig af de kalkholdige overdrev på Høvblege og nogle helt specifikke arter, for at gennemføre sin livscyklus”.

Biosfære mulepose 2024 - foto: Laura Baruël
Biosfære mulepose 2024 - Foto: Laura Baruël

LIFE Orchids-projektet

Den Sortplettede Blåfugl er en af sjældne og rødlistede arter, som er i fokus med LIFE Orcids-projektet, som bl.a. omfatter omlægning af ca. 150 ha agerland og plantageskov til kalkoverdrev, omlægning og udtynding af løvskov for at skabe lysåbne orkidé- og sommerfugleskove, etablering af store græsningsfolde med kreaturer. Samlet set omfatter projektet et samlet område på 600 hektar på Østmøn, i daglig tale kaldet ’Høje Møn’.

Derudover omfatter projektet formidling af den unikke flora og fauna med en ny biodiversitets-udstilling, som åbnede 1. juni 2023 på GeoCenter Møns Klint.

Du kan læse mere om LIFE ORCHIDS 2023-2028-projektet her.