Mørket i centrum under Forskningens Døgn på Møn

Publiceret 20-04-2026

Lørdag den 25. april bliver der sat spot på mørket på Møn, når Dark Sky Møn og Nyord inviterer til et særligt arrangement i forbindelse med Forskningens Døgn - en mulighed for både at lytte, spørge og deltage i samtaler om fremtidens belysning og mørkets værdi.

Nattemørket er vigtigt for natur, dyr og mennesker

Møn og Nyord er blandt de steder bedste steder i Danmark, at opleve det naturlige og uforstyrrede nattemørke, og med en certificering som et internationalt Dark Sky område værnes her om mørket som en ressource – til gavn for biodiversitet, mennesker og vores fælles naturoplevelser. Lørdag den 25. april inviterer Dark Sky Møn og Nyord til en inspirerende eftermiddag med fokus på nattemørkets betydning. Arrangementet er en del af Forskningens Døgn og sætter spot på netop mørket.

  • Hvordan påvirker kunstig belysning naturen?
  • Hvad betyder mørket for vores sundhed og trivsel?
  • Og hvilken rolle spiller mørket for oplevelsen af en stjerneklar nat?

Disse spørgsmål danner rammen om eventet “Forstå Nattemørkets Betydning på Møn”, hvor viden, dialog og lokale erfaringer bringes i spil.

Forskning og formidling i øjenhøjde

På dagen kan du møde forskere, der arbejder med lys, mørke og deres betydning for både natur og mennesker. Gennem oplæg og samtaler bliver du klogere på, hvordan kunstig belysning påvirker økosystemer – og hvad vi kan gøre for at mindske påvirkningen.

Derudover byder programmet på drop-in workshops, aktiviteter og netværk med mulighed for både at blive klogere og bidrage med perspektiver og erfaringer.

Deltag i workshop om lys og mørke i landsbyerne

Eventets program omfatter workshoppen “Hvor mørk skal natten være i landsbyerne? – en dialog om vejbelysning, tryghed og nattemørkets betydning”, hvor lokale inviteres til en åben samtale om lys og mørke i landsbyerne på Møn. Fælles viden og erfaringer sættes i spil for at undersøge, hvordan vi som lokalsamfund kan forholde os til vejbelysningen – med respekt for både tryghed og nattemørkets betydning for planter, dyr og mennesker.

Workshoppen giver indblik i den kommunale vejbelysning i praksis, hvilke rammer og hensyn der gælder og hvordan lokale initiativer kan opstå. Målet er at skabe dialog og fælles forståelse og afsøge, hvordan landsbyer kan give nattemørket mere plads. Deltagelse er gratis, men kræver tilmelding på: darksky@vordingborg.dk

Tid: lørdag den 25. april kl. 15:30-16:15 Sted: Den Böhmiske Hal, Sukkerfabrikken i Stege

Mørket - Et fælles ansvar

Møn UNESCO Biosfære arbejder for at bevare og udvikle biosfæreområdets unikke natur- og landskabskvaliteter – herunder nattemørket. Arrangementet er en mulighed for at blive klogere, men også for at tage del i den fælles dialog om, hvordan vi passer på mørket i en tid med stigende lysforurening.

Program

14:00   Velkommen
15:00-17:00 Workshops, aktiviteter og netværk 
18:00 Tak for i dag og på gensyn i mørket
Lørdag den 25. april 2026
kl. 14.00–18.00

Den Böhmiske Hal
Sukkerfabrikken, Stege
 
Gratis og åbent for alle