Den Sortplettede Blåfugl er Danmarks måske mest kræsne sommerfugl. I kraft af dens unikke livscyklus findes den i dag kun i et bestemt område på Østmøn, og formålet med det omfattende biodiversitetsprojekt LIFE Orchids er blandt andet at sikre bedre forhold for denne truede sommerfugl gennem udvikling, forbedring og forbindelse af kalkoverdrev på Høje Møn.
Projektet omfatter samlet set et område på 600 hektar på Østmøn, og sker i et tæt samarbejde mellem Vordingborg Kommune og partnerne Klintholm Gods, Naturstyrelsen Storstrøm, Ravn-Nature og Geocenter Møns Klint, samt en række finansielle partnere.
Som en del af projektet kan du således se særudstillingen “Alt er forbundet - Biodiversiteten på Høje Møn” på GeoCenter Møns Klint, som åbnede 1. juni 2024. I udstillingen kan du fx møde Sebastian Klein, Vicky Knudsen, Johan Olsen og Frederik Leck Fischer, som formidlere af Høje Møns unikke natur og biodiversitet. Videre omfatter LIFE Orchids-projektet omlægning af ca. 150 ha agerland og plantageskov til kalkoverdrev, omlægning og udtynding af løvskov for at skabe lysåbne orkidé- og sommerfugleskove, etablering af store græsningsfolde med kreaturer, geder og heste.