I anledning af UNESCO’s 80-års jubilæum sætter årets julebazar fokus på, hvad UNESCO betyder helt tæt på. Kl. 11.00 kan du opleve en samtale mellem Claus Staal fra UNESCO’s Nationalkommission og godsejer og tidligere formand for Geocenter Møns Klint, Peter Scavenius. Sammen, og under kyndig ledelse af Kathrine Olldag, Centerchef for Kultur, Fritid og Udvikling i Vordingborg Kommune, dykker de ned i, hvordan steder får betydning, og hvordan UNESCO’s værdier kan styrke både lokal identitet og fællesskaber.
Kl. 13.00 følger en talk med Christine Brochdorf og HC Gravesen, bestyrelsesmedlemmer i den nystiftede Møn Biosfæreforening. Samtalen tager udgangspunkt i bestyrelsens unikke princip om, at naturen og kommende generationer skal have en stemme i alle foreningens beslutninger. Med dette afsæt byder samtalen på indblik i foreningens visioner, ambitioner og aktiviteter, og hvordan man som medlem kan engagere sig, styrke fællesskabet i biosfæreområdet og bidrage til en bæredygtig udvikling på Møn. Talken modereres af biosfærekoordinator Katrine Dietrich.
Efterfølgende kan du være med til overrækkelsen af den allerførste Dark Sky Defender Møn & Nyord-pris.
Der vil også være workshops for både børn og voksne. Kom og besøg Lotte Elvang, der viser hvordan man laver smukt julepynt i genbrugspapir eller lav et insektbo sammen med Middelalderhavens frivillige.
Julebazar 2025 program