Samspil med naturen i Biosfæreteltet på Folkemøde Møn

Publiceret 27-08-2026

Folkemøde Møn 2026 bød på gode samtaler, kreative aktiviteter og masser af engagement i Biosfæreteltet, hvor børn, unge og voksne sammen satte fokus på natur, biodiversitet og bæredygtig udvikling.

Biosfæreteltet på Folkemøde Møn 2026

Smil, spørgsmål og samtaler

Folkemøde Møn 2026 bød på lidt af det hele – sol, regn og masser af vind – men også smil, spørgsmål og samtaler både i Biosfæreteltet, i Dark Sky-teltet og i Vordingborg Kommunes telt. Tak til alle, der kom forbi og var med til at sætte fokus på bæredygtig udvikling båret af fællesskab, engagement og lokale løsninger.

Fredag for de unge og for børn

Fredag er de unges dag, hvor gaderne i Stege genlyder af de mange unge fra nær og fjern. I Biosfæreteltet kunne de unge sætte deres præg på Biosfæretræet med deres bud på, hvordan vi passer bedre på naturen – og tage en snak med biosfæresekretariatet om, hvad det vil sige at være modelområde for bæredygtig udvikling.

Møn Biosfæreforening inviterede samtidig de unge til Adoptér Møn, hvor de kunne deltage i en affaldsindsamlingskonkurrence i byen og være med til at gøre en forskel for naturen.

Sotplettet blåfugl -grafisk fremstilling af Sille Jensen

Om eftermiddagen rykkede fokus mod børn og familier. I Vordingborg Kommunes telt kunne familier gå på opdagelse i naturens arter gennem kunst og streger sammen med kunstner Sille Jensen, som står bag Vilde Vordingborgs artsplakater. Her kunne man tegne sig klogere på både dagens og nattens natur – og få et udvalg af de flotte artsplakater med hjem.

Samtidig inviterede Havværket børn og unge til at skabe et fælles værk og sætte ord på, hvad der er godt, og hvad der er skidt – når havet er dit og mit.

Havværket

Marlon Cramers og Havværket på Folkemøde Møn 2026

Tegneworkshop - dagens og nattens natur - med Sille Jensen

Kort på Biosfæretræet 2026

Biosfæretræet 2026

Lørdag og fokus på naturen

Lørdag var der overordnet fokus på naturen, og i Vordingborg Kommunes telt kunne gæster blandt andet høre om status på LIFE Orchids-projektet og opleve Sean Birk Bek Craig fra RestPoll-projektet under Aarhus Universitet fortælle om bestøvere.

Der var også fokus på biosfæresekretariatets projekt om monitering af dagsommerfugle i samarbejde med blandt andre Danmarks Dagsommerfugle. Her kunne man høre om citizen science og om, hvordan frivilliges observationer bidrager med vigtig viden om biodiversitet og naturens udvikling.

I Biosfæreteltet kunne man møde de frivillige fra Vild Have Mentorer Møn og få inspiration til, hvordan man kan skabe mere plads til biodiversitet i sin egen have. Møn Biosfæreforening inviterede til samtaler om fællesskabets rolle i arbejdet for en mere bæredygtig fremtid, og hos Foreningen Møn Stenrev kunne man høre om genetableringen af stenrev ud for Møns sydkyst og blive klogere på livet under havoverfladen.

 

Program Biosfæretelt 2026

 

Biosfæretræet

Gennem hele Folkemødet kunne besøgende sætte deres præg på Biosfæretræet med idéer, håb og ønsker til, hvordan vi sammen kan passe bedre på naturen.

Træet voksede med mange forskellige budskaber - især ønsker om at mindske affald – men også håb om mere vild natur, flere træer, mindre plastik, mere genbrug og mere bæredygtige valg.

De mange input er samlet i et ordtræ, som giver et billede af det fællesskab og engagement, der er en vigtig del af Møn UNESCO Biosfære. For bæredygtig udvikling skabes ikke af én løsning, men af mange idéer og handlinger, der vokser sammen. Det er netop i mødet mellem mennesker, viden og natur, at vi kan finde nye veje til et mere bæredygtigt samspil med naturen.

Ordtræ med input fra Biosfæretræet Folkemøde 2026
Biosfæretræet til Folkemøde

Biosfæretræet til Folkemøde

Vild Havementorer

Vild Havementorer i Biosfæreteltet

Møn Biosfæreforening og vilde blomster i buket

Møn Biosfæreforening i Biosfæreteltet