I anledning af Klimahandledag inviterer Vordingborg Kommune og Møn UNESCO Biosfære til en særlig eftermiddag i samarbejde med Bio Møn. Her kan publikum opleve Phie Ambos nye dokumentarfilm Ilden, Vandet, Jorden, Luften – efterfulgt af debat om lokale klimahandlinger.
Filmen tager publikum med ind i klimaforandringernes virkelighed set fra et skandinavisk perspektiv. Den sætter fokus på både menneskelige og naturmæssige konsekvenser – men også på de muligheder, der opstår, når vi handler i fællesskab.
Gennem almindelige menneskers hverdag, sat i dialog med videnskab, undersøger filmen, hvad der sker, når klimakrisen rykker tæt på. Her bliver det tydeligt, at det vigtigste beredskab ofte er det nære: naboskabet og de fællesskaber, vi indgår i. Filmen formidler en håbefuld fortælling om, hvordan vores relationer til både naturen og hinanden kan være med til at skabe nye løsninger i en verden i forandring.
Efter visningen inviteres publikum til en paneldebat med fagfolk og en lokal politiker. Her sættes der fokus på konkrete klimatilpasningsudfordringer og løsninger i Vordingborg Kommune – fra kystbeskyttelse til naturgenopretning.
Arrangementet kombinerer film, lokal viden og dialog og giver plads til refleksion, nye perspektiver og spørgsmål fra salen. Publikum får dermed mulighed for både at blive klogere og tage aktiv del i samtalen om, hvordan vi sammen kan skabe en mere bæredygtig fremtid.