Solskin, hav og videnskab i Klintholm Havn
Lørdag den 26. april 2025 dannede Klintholm Havn en både stemningsfuld og betydningsfuld ramme om eventet Vand i Balance – en del af den landsdækkende videnskabsfestival Forskningens Døgn. Med havet som bagtæppe blev videnskab og virkelighed flettet sammen i en dag, der satte fokus på det pres, vores havmiljø står overfor – og på de løsninger, vi kan skabe i fællesskab.
De 100 pladser foran scenen i Marina Park var fyldt op da biosfærekoordinator Katrine Ohm Dietrich indledte programmet med en klar opfordring: Vi har brug for både viden og samarbejde for at sikre havets fremtid. Derefter fulgte spændende oplæg fra både lokale ildsjæle og forskere: Jesper Carlson fra Vandklubben og forskerne Peter A. U. Stæhr og Annette Bruhn fra Aarhus Universitet samt Vordingborg Kommunes Borgmester Mikael Smed.
Også dagens øvrige aktiviteter på havnen trak mange nysgerrige gæster til og skabte grobund for samtaler, oplevelser og nye forbindelser – med havet i centrum.





