Stenrevet ved Møn er et eksempel på, hvordan vi med naturens egne virkemidler kan styrke både biodiversitet og robusthed langs vores kyster. Det er et vigtigt projekt for havmiljøet og for Møn som UNESCO Biosfæreområde – og samtidig et konkret skridt i retning af at forbedre havmiljøet i vores kystvande.
Projektets samarbejde mellem kommune, forskere, foreninger og frivillige lokalt er afgørende. Det giver ikke kun ny viden, men også værdifuld læring, som kan bygges videre på i kommende indsatser.
Stenrevet bliver desuden et læringssted, hvor Vordingborg Kommune i samarbejde med bl.a. foreningen Møn Stenrev kan formidle, hvordan naturens egne virkemidler kan skabe nye levesteder og styrke biodiversiteten. Klintholm Havn bliver det centrale formidlingspunkt. Her skal både stenrevet og havnens fiskebørnehaver formidles. På sigt er det også planen at etablere et mindre formidlingsstenrev ved havnen, så besøgende kan opleve principperne bag et stenrev uden at sejle ud til det store anlæg.
De første sten, der nu er lagt ud, markerer dermed både et konkret skridt for biodiversiteten i Østersøen og et stærkt symbol på, at naturen kan genoprettes med naturens egne virkemidler.
Som en af deltagerne udtrykte det:
Vi bygger ikke bare et stenrev – vi bygger et fundament for mere liv i havet, og et sted hvor mennesker kan lære af naturens egne løsninger.