Af Jacob Kreutzfeldt, daglig leder Kunsthal 44Møen
44Møen er en kunsthal i Askeby på Møn. Siden 2008 har vi vist international samtidskunst i sommermånederne. I dag er vi netop genåbnet efter en længere byggeperiode med flotte nye bygninger til udstillinger, koncerter, performances, skoletjeneste, gæsteboliger, atelierer og meget mere.
44Møen er lige som alle mulige andre lokale virksomheder en del af Møn’s biosfære. Vi næres ved den lokale kultur og natur, og vi kan lide tanken om at vi også bidrager til at skabe lokal bæredygtighed. Vi er opstået på initiativ af lokale kunstnere, og vi gror i kraft af den kæmpe talentmasse af lokale kunstarbejdere, der bidrager til at producere, installere og formidle vores udstillinger. Til årets udstillinger har vi fx fået fantastisk assistance af den lokale glaskunstner Per René-Larsen, der har hjulpet Samara Sallam med at skabe et mærkværdigt glasmonster, der bebor væggene i vores projektrum PS44.